Thorkild Bjørnvig

Sansen for kunstens og naturens vibrationer er central i Thorkild Bjørnvigs forfatterskab. Han var en markant person i efterkrigstidens danske intellektuelle miljø.

Eros og kunst. Tid og erindring. Natur og kosmos. Det er nogle af de helt centrale temaer i et af dansk litteraturs virkeligt store og omfattende forfatterskaber - Thorkild Bjørnvigs. Thorkild Bjørnvig (1918-2004) var en markant person i dansk litteratur og i det intellektuelle miljø i efterkrigstiden. Vil man sætte sig ind i Thorkild Bjørnvigs forfatterskab, kan det anbefales at læse digtet 'Maanen og det gode Mørke' fra hans debutdigtsamling Stjærnen bag Gavlen (1947) samt essayet 'Intethed og form' fra essaysamlingen 'Begyndelsen' (1960). Digsamlingen Ravnen (1968) kan også anbefales.

'Maanen og det gode Mørke' fra digtsamlingen Stjærnen bag Gavlen (1947)
'Stjærnen bag Gavlen' er inddelt i fire afsnit og reflekterer bl.a. over en digters forhold til henholdsvis kærligheden og kunsten.

Første del 'Opvaagnen' indledes med digtet 'Maanen og det gode mørke'. Situationen er det voksne digterjegs erkendelsessøgende blik på sin livssituation i verden, og digtet former sig som et erindrende tilbageblik på barnets og den unges måde at møde verden på.

Digtet kan inddeles i to dele: Den første del af digtet beskriver barnets og den unges umiddelbare oplevelse og sansning af naturen samt følelsen af, at månen rummer en trolddom. Den voksne genkalder sig barnets umiddelbare oplevelse af verden, - en oplevelsesform, som nu, hvor jeg’et er voksent, ikke har den samme umiddelbarhed over sig.

Nu er den voksne blevet "klarhjærnet" og ser "det Svundne" som "en død Mosaik af Lykke". I anden strofe siger jeg’et til månen: "Stir ikke mer med dit blinde lys". Den klare bevidsthed stilles altså i digtet over for den naturlige, uspolerede bevidstheds umiddelbare oplevelse af naturen.

Digtet formår at flette disse to oplevelsesformer sammen til en helhed: Mennesket rummer begge sider, og for den voksne gælder det om at bruge sin "klarhjærnethed" til at genkalde sig barnets umiddelbare oplevelsesform. Det er en central problemstilling for forfatterskabet, som slås an allerede i dette allerførste digt.

'Intethed og Form' fra essaysamlingen Begyndelsen (1960)
I dette vigtige essay skriver Thorkild Bjørnvig om den udvikling, som lyrikken har gennemgået siden den store franske digter Charles Baudelaire (1821-1867), hvor dimensionen ’intethed’ fik afgørende betydning for såvel lyrikkens indhold som for dens form. Det kan for den nye læser virke som en kompliceret problemstilling, og det er forståeligt, for den er abstrakt og kompleks. Det kan dog anbefales at læse essayet, lade det ligge og så læse det igen. For Bjørnvig giver her en virkelig god introduktion til, hvordan begrebet ’intethed’ har spillet en afgørende rolle for moderne lyriks indhold og form. 

Liv
Thorkild Bjørnvig blev født i Århus i 1918 og blev student fra Aarhus Katedralskole i 1938. Han blev mag.art. i sammenlignende litteraturhistorie og fik en guldmedalje i 1946 for en afhandling om digteren Rainer Maria Rilke (1875-1926). 

Digteren havde et platonisk kærlighedsforhold til Karen Blixen (1885-1962), som han har skrevet om i erindringsbogen Pagten (1974). Flere andre kunstnere og intellektuelle havde betydning for Bjørnvig, og han har beskrevet nogle af dem i bogen Digtere (1991). Thorkild Bjørnvig boede på Samsø fra slutningen af 1960’erne. Forfatteren døde i 2004.

Værk
Menneskets placering i universet optager Bjørnvig: Luften, ilden, jorden og havet er størrelser, der er fundamentale kræfter i menneskets væren i verden. Naturen har generelt en altafgørende betydning i forfatterskabet. Men også refleksioner over moderniteten, menneskets identitet og fremmedgørelse i den moderne verden og i byrummet har forfatterskabets opmærksomhed.

Bjørnvig har udgivet hen mod fyrre større udgivelser, og hans værk tæller digte, essays, litteraturkritik, biografier, erindringer og oversættelser af Rilke og Hölderlin (1770-1843). For oversættelsen af et udvalg af Rilkes digte i samlingen Udsat på hjertets bjerge modtog Bjørnvig i 1996 EU’s litterære Aristeion-pris.

En lang række store forfattere har haft deres betydning for Bjørnvigs forfatterskab. Det drejer sig om Karen Blixen og herudover Hölderlin, Baudelaire, Nietzsche (1844-1900), Yeats, Poe (1809-1849) og Rilke for at nævne nogle af de vigtigste.

I 1950’erne var det den symboldyrkende modernisme, som var kendetegnende for Bjørnvigs lyrik. Han redigerede de første to årgange af efterkrigstidens banebrydende litterære tidsskrift, Heretica (1948-53), sammen med vennen Bjørn Poulsen. Heri reflekterede kunstnere og intellektuelle over efterkrigstidens værdikrise.

Bjørnvig placerede sig i forlængelse af symbolisterne i 1890’erne, hvorfor hans forfatterskab kan karakteriseres som sensymbolistisk. Han togofte udgangspunkt i myten i sit lyriske forfatterskab. 

Forfatteren argumenterede i essaysamlingen Virkeligheden er til (1973) imod den sprogopfattelse, at ordene i et digt ikke refererer til verden uden for digtet, men til sig selv. Det var en opfattelse, som Bjørnvig ikke kunne leve med. Han var imod en sådan æsteticering og streng isolering af sproget fra den omgivende verden. Mennesket er altid indføjet i universet, og sproget refererer til verden uden for os, ligesom ordene i et digt refererer til den virkelige verden uden for digtet, mente Bjørnvig. 

I 1970’erne og 1980’erne bærer Bjørnvigs digte og essays præg af politiske refleksioner over det moderne menneskes rovdrift på natur og miljø. Herefter får digtene atter et eksistentielt og kosmisk udgangspunkt. Det drejer sig om digtsamlingerne Gennem regnbuen (1987) og Siv vand og måne (1993).

Thorkild Bjørnvigs forfatterskab fortjener at blive genlæst. Der er skønhed og fylde i digtene; interessante og vigtige refleksioner over vor tids liv, kunst og tænkning i hans essays. Bjørnvig er blandt det tyvende århundredes vigtigste danske forfattere.

Af litteraturmedarbejder, cand.mag. Mette Elsig Olsen